Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Må vi præsentere manden i midten - vores nye præst SIMON DALGAS STRUNTZE

Må vi præsentere manden i midten - vores nye præst SIMON DALGAS STRUNTZE


# Nyhed
Udgivet lørdag d. 17. april 2021, kl. 15:18

Endelig er der kommet bekræftelse fra kirkeministeren om, at vores nye præst i Baunekirken er Simon Dalgas Struntze. Simon er pr. 1. maj ansat som sognepræst i Tjørring Pastorat med 25% bistand til Snejbjerg-Studsgård-Haunstrup Pastorat. Sæt kryds i kalenderen torsdag d. 13/5 - altså Kristi Himmelfartsdag – kl. 10.00, hvor han indsættes i Baunekirken. Vi glæder os til at byde Simon og hans hustru Ditte velkommen.

En kort hilsen fra Simon kommer her:

Jeg har sådan glædet mig til at kunne fortælle, at jeg fra d. 1. maj skal være jeres nye sognepræst.

Jeg er 33 år. Jeg blev færdig på Pastoralseminariet i december. Jeg har dog allerede på forhånd lidt erfaring med at være præst, eftersom jeg i to år var ansat som ungdoms- og hjælpepræst i en evangelisk luthersk frimenighed i Randers. Herfra har jeg erfaring og idéer, som jeg ser frem til at bringe i spil i mit nye embede.

Privat er jeg gift med Ditte på 4. år, som er sygeplejerske og arbejder på Skejby sygehus. Hun er i øvrigt fra Vorgod-Barde og har det meste af sin familie inden for nær rækkevidde af Tjørring.

Jeg ser frem til at blive en del af Baunekirken og teamet af frivillige og ansatte.

Jeg glæder mig til til at lære jer at kende.

De bedste hilsener Simon