I 1977 indviedes sognets nye kirke, Baunekirken, da Tjørrings gamle kirke var blevet alt for lille til det stigende befolkningstal.

BAUNEKIRKEN ER EN RUNDKIRKE
Det runde kirkerum har plads til 200 mennesker. Med pladserne i vestfløjen kan selve kirken rumme ca. 400 mennesker. Selve kirkebygningen har korsform med et cirkelformet kirkerum i midten. Det vældige spir sammen med det cirkulære kirkerum skulle alt sammen arkitektonisk pege mod kirkens centrum: alteret. Det er først, når man kommer indenfor, man opdager, at bygningsværket er en rundkirke. De gamle rundkirker blev bygget til forsvarsformål, og man kan godt få den tanke, at hvis evangeliet bliver lukket inde der, vil det være svært at finde en udvej for det. Baunekirken giver det modsatte indtryk. Åbent og ubeskyttet ligger gudstjenesterummet med fri passage til alle verdenshjørner, forsvarsløs som vor Herre Jesus selv i hans jordelivs dage. Men i midten står nådens bord, hvorom alle samler sig. Det cirkulære rum giver de enkelte deltagere i gudstjenesten indbyrdes kontakt og fornemmelse af fællesskab om handlingen.


EN SYMBOLSK GRUNDSTEN
Grundstenen, opsat i buen bagved alteret, stammer fra kirkegårdsdiget i den gamle kirke og er således en symbolsk videreførelse af menighedslivet i sognet. Den har nogle karakteristiske huller, der tilsammen danner korsform. Stenens nøjagtige historie og meningen med de korsformede huller kender ingen men der gættes på at de stammer fra et mislykket forsøg på at bryde stenen i fire stykker.

I 2011 blev kirken kraftigt renoveret og fremstår nu som en moderne kirke med et minimalistisk præg og med moderne kommunikations muligheder.

ADRESSE
Østerbyvej 10, Tjørring, 7400 Herning.

Læs mere om Baunekirken i festskriftet, der kan hentes her i højre side.